Oh Land: Det kalder vi vores søn
I begyndelsen af august blev Oh Land og kæresten Adi forældre til deres første fælles søn, men de har endnu ikke helt styr på, hvad han skal hedde.
- Han bliver kun kaldt Moust lige nu, fortalte sangerinden, da BILLED-BLADET mødte hende til ”X Factor”-pressemøde.
Moust er et sønderjysk navn, og indtil videre et kælenavn for parrets nyfødte søn.
Oh Land roser kæresten
Oh Land har i forvejen sønnen Svend med sin eksmand, men det er første gang, hendes kæreste Adi er blevet far.
- Jeg vidste godt, han ville være fantastisk, for jeg har set ham med vores store dreng, Svend. Han er en fantastisk forælder til ham også. Jeg var ikke i tvivl om, han ville være skidegod til det her, selvom jeg aldrig før har set ham med et spædbarn. Man bliver overrasket over, hvor lille et spædbarn er, og at de ikke kan holde deres eget hoved. Det har han ikke prøvet før, men det har han været god til, fortalte Oh Land rosende om kæresten.
Optagelserne til den nye sæson af ”X Factor”, der har Oh Land, Thomas Blachman og Martin Jensen ved dommerbordet, begynder i næste uge.