
Ole Bornedal roser sin kendte datter til skyerne: Hun er simpelthen så talentfuld

Ole Bornedal var ved at revne af stolthed, da han dukkede op til Lauritzen-prisen 2025 i Skuespilhuset.
Her skulle han nemlig overvære sin kendte datter, skuespilleren Fanny Bornedal, modtage en af aftenens priser.
25-årige Fanny Bornedal modtog sammen med tre andre unge stjerner Believe in You-prisen på 50.000 kr.
- Jeg er så stolt af hende, og det hele er hendes egen fortjeneste, lød det med et smil fra 66-årige Ole Bornedal, som roste sin datter til skyerne:
- Hun er simpelthen så disciplineret og talentfuld, og det har hun jo været, siden jeg klippede hendes navlestreng over. Og nu er den klippet helt, så det er godt.

Ole Bornedal er far til fire og understregede, at han naturligvis er stolt af alle sine børn.
Datteren Fanny Bornedal har i flere år haft fart på karrieren og er kendt fra tv-serier som ”Broen III”, ”Carmen Curlers” og ”Danefæ”.
Hun så fantastisk ud i en lang, sort kreation til Lauritzen-prisen.

Er meget stolt
Den unge skuespiller var naturligvis meget taknemmelig for at modtage den flotte pris.
- Det er fantastisk at få sådan en anerkendelse. Jeg er vildt beæret og stolt, og det varmede virkelig, sagde en glad Fanny Bornedal, da BILLED-BLADET mødte hende.

De andre tre Believe in You-priser gik til Andrea Øst Birkkjær, Besir Zeciri og Zinnini Elkington.

Believe in You-prisen tildeles unge talenter indenfor teater, film og tv, der er med til at tegne fremtiden med deres kunst. Med prisen følger 50.000 kr.
