Ole Fetterlein i chok: Frederik lyver
Da Ole Fetterlein søndag morgen kørte til bageren efter morgenbrød, ramlede hans verden sammen med et brag. På B.T.'s spiseseddel kunne han med store typer læse følgende under et billede af sønnen, Frederik Fetterlein: "Min far svigtede mig".
- Jeg blev fuldstændig chokeret, fortæller Ole Fetterlein til BILLED-BLADET. Da han havde sundet sig lidt, kunne han inde i avisen læse, at Frederik beskylder ham for at have ødelagt hans barndom med sit ukontrollerede drikkeri.
- Det er helt ude i hampen. Jeg er ikke alkoholiker. Jeg kan godt lide et glas rødvin i ny og næ som så mange andre. Det er dét. Alle, der kender vores familie, ved, at Frederik har haft en fantastisk barndom og ikke har manglet noget som helst, siger Ole Fetterlein, som ifølge sønnen fyldte barndomshjemmet i Rungsted med utryghed, fordi man aldrig vidste, hvor man havde ham.
Oprørt familie
Frederik Fetterlein afslører familiehemmeligheden i sin selvbiografi "Forført af livet", der kom på gaden mandag, og som også bringer saftige detaljer fra hans mildt sagt udsvævende privatliv. Han har skrevet bogen sammen med forfatteren Peter Bennett. Indholdet har hensat Ole Fetterlein og resten af familien i en tilstand af vrede og total målløshed. Frederiks mor, Birgit Fetterlein, er ifølge Ole for oprørt til at medvirke i denne artikel.
- Og hans søster og lillebror er ulykkelige over at se mig udstillet på den måde. De elsker mig overalt på Jorden, som jeg også troede, Frederik gjorde, siger Ole Fetterlein bittert. Så sent som forrige søndag tilbragte han en hyggelig søndag sammen med Frederik og barnebarnet Tobias på 10 år, som Frederik har med sin tjekkiske eks-kone, Tereza Maxova.
- Vi spiste middag og sludrede og pjattede, som vi altid har gjort. Bagefter kørte jeg ham og Tobias tilbage til Frederiks lejlighed på Islands Brygge. Der var intet at mærke på ham. Heller ikke da jeg senere ringede og spurgte, om Tobias var kommet godt hjem til sin mor i Prag. Intet. Søndagen efter løber jeg så ind i den spiseseddel hos bageren. Jeg var i chok.
Det er svært at fatte
- Det ligner ikke Frederik at komme med den slags. Jeg ved ikke .., måske har forfatteren lokket ham til det. Jeg ved godt, at Frederik ikke altid holder sig til sandheden, men at gøre sådan noget mod forældre, der har gjort alt for ham .., det er svært at fatte, siger Ole Fetterlein og søger en mulig forklaring.
- Jeg lånte ham på et tidspunkt en meget stor sum penge, fordi han var i økonomiske problemer. Dem bad jeg ham senere om at betale tilbage, fordi vi dårligt kunne betale vore udgifter. Det er altså ikke sjovt, når man er midt i 70'erne og risikerer at måtte gå fra hus og hjem. Måske er der kommet en ondskabsfuldhed ind dér. Pengene har jeg afskrevet. Dem får jeg aldrig igen, siger han og erkender, at forholdet til sønnen går en svær tid i møde.
- Jo, men vi har heldigvis et fantastisk forhold til Tereza og Tobias. Og jeg vil aldrig sige noget ondt om Frederik. Tiden må vise, hvordan vores forhold bliver efter det her, men man slår jo ikke hånden af sine børn. Sådan er det. Jeg håber, historien bliver glemt, og så vil jeg i mellemtiden tælle alle de lyse timer. Til sidst vil jeg godt sige: Jeg havde altså ikke kunnet opdrage tre børn og bo i et hus på Strandvejen, hvis Frederiks påstande havde været sande.