Ole Henriksen gift
Ole Henriksen og hans partner Laurence har været sammen så længe, at de snart kunne fejre sølvbryllup, men først mandag blev de to gift ved et lynbryllup i Californien. Det var dagen før, at de californiske vælgere skulle stemme om Proposition 8 (Lovforslag 8), der vil fratage homoseksuelle den ret til at blive gift, som de ellers blev tildelt tidligere i år.
"Det er i sidste øjeblik, at Lawrence og jeg har besluttet os for at gifte os. Og det haster," fortalte Ole Henriksen til TV 2 Nyhederne, der var inviteret med til den intime begivenhed.
"Det var meget, meget sødt og rørende. De var simpelthen så glade. Laurence begyndte at græde, da de stod med hinanden i hænderne og så hinanden i øjnene, mens præsten bad dem afgive deres bryllupsløfte. Jeg fik også selv tårer i øjnene, fordi det var så smukt," fortalte Rasmus Tantholdt, der var blandt de få gæster, til B.T..