Ole Thestrups liv reddet af konen
Skuespilleren Ole Thestrup har skrevet en bog - "Min lange rejse hjem" - der handler om hans turbulente liv med vilde nedture og opture. De fleste ved, at Ole Thestrup var igennem en Minnesota-kur, der gjorde ham til ædru alkoholiker, men færre ved, at der også er en kvinde bag succes-historien om Jumbo-Ole, som i tre årtier havde tumlet rundt som elefanten i glasbutikken. Hans kloge fru Hanne, som var hans første ungdomskæreste. Men dengang kom de fra hinanden - og mødtes først godt 20 år senere. De giftede sig i 1991. Dermed tog hun - på godt og ondt - hans skæbne på sig.
- Hun valgte at blive sammen med mig. Jeg er sikker på, at det valg reddede mit liv ... det er mit ubegribelige held, at jeg aldrig holdt op med at elske hende - og hun aldrig holdt op med at elske mig ... og da jeg mistede kørekortet, tog hun sit kørekort på to måneder og føjede "chauffør" til sin i forvejen lange liste over roller som mor, kone, elskerinde og husholderske. Der var ingen bebrejdelser eller skældud ... men en alvorlig snak om ... hvordan vi sammen kunne komme videre fra den blindgyde, jeg havde placeret os i, skriver Ole Thestrup blandt andet.
I dag tilføjer Thestrup knastørt, men også alvorligt:
- Det må være kærlighed. Jeg havde nok kun levet halvandet år mere, hvis Hanne var gået fra mig dér i oktober 1997! For en alkoholiker, som ingen holder af, har svært ved at blive ædru.