13. sep. 2025
Af Lærke Valentin

Pelle Hvenegaard indrømmer: Har faktisk stjålet den

Pelle Hvenegaard 
Pelle Hvenegaard
Foto: Søren Jul Lamberth
Det danske multitalent indrømmer nu, at han faktisk har stjålet det, som står hjemme på hans bogreol og pynter.

Han er kendt som en person, der kan lidt af hvert.

Pelle Hvenegaard kan både skrive skuespiller, forfatter, tv-vært og meget mere på cv’et.

Man skulle derfor tænke, at han har fået en del hæder gennem årene – og det har han da også.

Allerede i 1987, som bare 13-årig, vandt han nemlig både en European Film Award for bedste ungdomsskuespiller og en Youth in Films Award for sin rolle i "Pelle Erobreren."

Han vandt også en såkaldt "Felix," som er den europæiske pendant til Oscars-uddelingen. Statuetten står stadig hjemme på bogreolen og pynter, og den står faktisk ved siden af en anden pris – som Pelle Hvenegaard har stjålet.

I 2007 var han nemlig med til at lave reality-programmet "Syv sure mænd" på TV 2.

Programmet var en succes og vandt da også prisen for Årets Realityprogram ved TVPrisen – der var bare en lille hage, fortæller han til B.T.

- Normalt er det egentlig producenten, som får prisen. Men det var kraftedeme mig, der havde lavet det program, så jeg syntes, jeg fortjente prisen, fortæller Pelle Hvenegaard til B.T.

Og den tanke førte Pelle Hvenegaard altså ud i livet og snuppede trofæet med hjem til sin egen samling, hvor den stadig står i dag.

Mere om: