Pernille Aalund i sorg
Fredag den 28. oktober valgte hendes eksmand, Peter Green, at tage sit eget liv, og Aller-direktøren er dybt berørt af situationen.
- Jeg er helt knust. Vi var sammen i fire år, og Peter har betydet enormt meget for mig og hele min familie, fortæller Pernille Aalund.
Hun mødte Peter Green for ca. 17 år siden, da han var direktør for den danske del af Wegelius TV, som bl.a. stod bag succesprogrammer som "Udfordringen" og "Vis mig dit køleskab".
Pernille blev håndplukket som vært til sidstnævnte, og under de første optagelser spirede forelskelsen, parret blev kærester og senere gift. Som det mest naturlige udfyldte Peter Green rollen som bonusfar for Pernilles to sønner, Tobias og Marcus.
- Han var en fantastisk mand og har været en kæmpe rollemodel for mine sønner. Han var stærk og dygtig, og Peter fangede fisk med drengene fra sin båd. Vi havde de skønneste somre med sejlture og udflugter, og min far har også sejlet med os i Skærgården, fortæller Pernille.
I 1997 forlod hun imidlertid Peter Green. Der var dog aldrig et ondt ord imellem dem, og efter skilsmissen fulgte de med i hinandens liv på afstand.
- Peter har levet videre i vores bevidsthed i alle årene. Selv om vi ikke så hinanden, var vi knyttet tæt sammen, og derfor har det også været vigtigt at tale med mine børn om det, der nu er sket, siger Pernille.
Ved sin død var Peter Green direktør for Media Entertainment Group. Han efterlader sig en dreng på ni år.