Pernille Aalunds krop sagde stop
Det der i første omgang så ud som stress, viste sig imidlertid er være af mere fysisk art, for Pernille Aalund, TV-vært og ugebladsdirektør hos Aller.
I lang tid havde Pernille Aalund gået rundt med store mavesmerter, men først efter et års tid fik hun taget sig sammen til at gå til lægen.
Lægen konstaterede, at det var tre muskelknuder i livmoderen, som havde forårsaget smerterne og en operation var uundgåelig. Pernille Aalund kom heldigvis hurtigt under kniven og kan se frem til at blive helt rask.
- Jeg forsøgte at ignorere det. Fordi jeg i mit eget hoved er en person, der aldrig bliver syg. Er der noget galt, tager jeg en panodil og fortsætter med at arbejde, fortæller Pernille til Ekstra Bladet.
Pernille Aalund er nu langtidssygemeldt og alt andet end julen er sat på hold. TV-arbejdet må vente. Det samme må ugebladene hos Aller. Og et ønske om et barn med kæresten Søren er desværre nu også udelukket.
- Pludselig er det med et fælles barn ikke en mulighed mere. Og det er ikke engang noget, som vi selv har valgt. Det er noget, som nu må afskrives - på grund af mit helbred. Det er Søren rigtig ked af, så det er noget, vi har talt meget om den seneste tid, siger hun.
Pernille Aalund har i forvejen tre børn fra tidligere forhold.