24. okt. 2008
Af af Signe Ravn
Peter Aalbæk Jensen: Maya vinder Talent 2008
Maya har, ifølge Peter Aalbæk Jensen, fremtidsmuligheder, og den otte-årige sangerinde er Ålens personlige favorit til at løbe med sejren i Talent 2008.
Foto: James Thisted
Peter Aalbæk Jensen udråber Maya som favorit til at løbe med sejren i finalen af Talent 2008.
Hendes stemme er allerede ældre end hendes år, og hvis det går, som Peter Aalbæk Jensen forudsiger, så kan Maya være på vej til en voksen karriere som sangerinde. Ålen mener nemlig, at Maya er favorit til at vinde finalen i Talent 2008.
"Det er jo Birgit Nilsson og Annisette. Ingen diskussion. Det er så fuldstændigt unikt, det hun kommer med. En vinder i min optik," vurderer Peter Aalbæk Jensen i Ekstra Bladet og tilføjer, at hvis dommerne skulle stemme, ville hans stemme "falde voldsomt på Maya".
Ålen er heller ikke i tvivl om, at Maya vil være i stand til at håndtere opmærksomheden, hvis hun vinder: "Jeg er ikke to sekunder i tvivl. Hun er en stjerne, og hun har en god familie og en god ballast," fastslår Aalbæk i avisen.