Peter Frödin fortæller om kærestens død
Onsdag aften var der premiere på Jarl Friis Mikkelsen og Dan Rachlins nye koncept Live Talkshowet på Skovriderkroen nord for København.
Showet bød velkommen til skuespilleren, komikeren og sangeren, Peter Frödin, der blandt andet fortalte om dengang, han sprang ud som bøsse og om tabet af hans første kæreste, der døde af aids i firserne.
Efter et forhold på to et halvt år med tandlægen Erik, skete der pludselig noget med Eriks krop - han fik en masse blå mærker, fortalte Frödin ifølge eb.dk.
Senere udviklede tingene sig hurtigt og en aften, da Peter kom hjem fra arbejde lå der en seddel fra kæresten om, at han var blevet indlagt på hospitalet på grund af sine blå mærker.
Lægerne fandt ud af, at det var aids, men alligevel gik der lang tid, før Peter lod sig teste.
- Det sank egentlig aldrig rigtig ind, at det var en mulighed, at jeg var smittet, fortalte han under showet, skriver eb.dk.
Kort efter sin udskrivelse fra hospitalet, fik kæresten lungebetændelse og døde, fortalte Frödin.
- Selvfølgelig har det påvirket og præget mig meget, men på hvad måde ved jeg egentlig ikke. Jo, jeg fik mere lyst til at leve, og jeg fik ikke lyst til at udelukke mig fra livet, forklarede Peter Frödin.