Peter Frödin fortæller om sin ægtemand

Peter og Jon har kendt hinanden i 14 år, men det er kun ganske få gange, at de to er set offentligt sammen

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Den populære og private skuespiller og komiker Peter Frödin får oprullet sit liv på søndag i ”Her er dit liv”

Fredag, 23. december 2011 - af Dorthe Quist

Var der en, der var nervøs, da Peter Frödin blev kidnappet i Københavns Lufthavn, så var det hans søster, Iben.

Peter Frödin er nemlig en meget privat person, så hun var slet ikke sikker på, at hendes bror ville deltage i DR's populære "Her er dit liv".

Både Peters søster og hans partner, Jon Jørgensen, har i flere måneder vidst, at den populære komiker og skuespillers liv var i gang med at blive dissekeret hos redaktionen bag "Her er dit liv".

Peter Frödin blev for en gangs skyld ganske tavs, da Puk Elgård overraskede ham i Informationen hos Københavns Lufthavn. Peter og Jon var lige landet ved midnatstid fra en ferie på Mallorca, da Puk Elgård over lufthavnens højtalere sagde "Hr. Peter Frödin bedes gå direkte til Informationen, hvor en besked venter". Da han kommer frem til disken, sprang et herrekor frem og sang en invitation til "Her er dit liv" til Peter, mens Puk og filmholdet filmede ham.

Jon Jørgensen, som Peter blev gift med for fire år siden, er med i sidste del af programmet, og som en stor overraskelse for Peter kommer også Danmarks nye kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen i studiet og fortæller om dengang, han viede de to i deres lejlighed.

- Peter og Jon havde pyntet deres terrasse super flot, og der skulle jeg egentlig have viet dem sammen med alle deres gæster. Men så begyndte det at styrtregne, og så måtte hele selskabet rykke indenfor. Men vi fik skabt et smukt og højtideligt øjeblik inde i stuen, og selv om jeg også var nervøs, så blev det helt vildt smukt. Men det var jo også jo to smukke mænd i ens tøj, fortalte Manu Sareen.