1. feb. 2023
Af Julie Nolsöe

Peter Ingemann fylder 50 år: Sådan skal jeg fejre dagen

Peter Ingemann
Peter Ingemann
Foto: Claus Fisker
Den folkekære journalist og tv-vært Peter Ingemann fylder 50 år den 1. februar, og dagen skal fejres med hyggeligt samvær med de allernærmeste

Du kender ham som vært på programmer som "Hammerslag", "3 x beliggenhed" og "Størst".

For tiden er han aktuel med programmet "Ulla og Ingemann ordner Europa", hvor han rejser Europa rundt sammen med den garvede journalist og korrespondent Ulla Terkelsen.

Der er selvfølgelig tale om tv-vært og journalist Peter Ingemann, som nu fylder 50 år.

Den runde dag vil fredag blive markeret ved en stor reception, mens selve fødselsdagen i dag vil foregå i mere afslappede rammer sammen med familien.

- Jeg kommer først hjem ved midnatstid dagen før, så jeg står nok sent op på min fødselsdag, fortæller Peter Ingemann, der dagen inden sin fødselsdag skal gæste Michèle Bellaiches talkshow.

- Og så skal der ikke ske så meget, min kone har heldigvis fri på selve dagen, det har hun hver onsdag, fortæller Peter Ingemann til BILLED-BLADET om hustruen Trine.

Fastelavnsboller og badetøfler

Efter at sovet dejligt længe, kan Peter Ingemann se frem til lidt sødt til ganen, som skal indtages i lige så sødt selskab.

- Kl. 10 kommer min mor og hendes mand og måske min søster, og så kører jeg nok efter nogle rundstykker og fastelavnsboller, fortæller Peter Ingemann til BILLED-BLADET.

- Vi er ikke en familie med mange traditioner, så der skal ikke ske noget bestemt, lyder det fra fødselaren, som dog alligevel har en tradition, når det kommer til gaveønsker:

- Jeg har aldrig rigtig ønsket mig noget til jul og fødselsdag, og det er til stor frustration for min familie, når det er sådan på tyvende år. Jeg ønsker mig bare altid underbukser og sokker, fortæller han grinende.

- Men når jeg går rundt herhjemme og slapper af, har jeg altid joggingbukser og badetøfler på, så derfor har min datter spurgt, om jeg ikke skal have nogle badetøfler fra Burberry. Det ville da være sjovt, jeg har aldrig haft noget fra Burberry, lyder det fra Peter Ingemann på vanlig humoristisk manér.

God mad og ingen skrupler

Fejringen af den runde dag varer hele dagen, for om aftenen skal Peter igen indtage god mad i dejligt selskab:

- Om aftenen skal Trine og jeg og vores yngste datter, Marie på 19 år, ud og spise et rigtig lækkert sted. Vores ældste kommer først torsdag inden den store fest, da hun har noget eksamen, hun skal have klaret, fortæller en glad Peter Ingemann om planerne for aftenen.

For fødselaren er det bestemt ikke forbundet med nogle tunge tanker eller alderskrise at skulle forlade 40'erne:

- Jeg er bestemt ikke dødsangst, selvom jeg bliver ældre. Jeg har det meget sådan, at det skal nok gå det hele. Jeg har en dejlig familie omkring mig, og jeg ved, at jeg kan være en ordentlig mundfuld for dem og at jeg snakker for meget. Men vi har det godt.

Læs mere om: