
Peter Lund Madsen havde netop færdiggjort ny bog, da han døde: Nu er der stor uvished

Peter Lund Madsen havde meget at se frem til, da han pludselig døde under en cykeltur på vej mod København.
Familien bekræftede den triste nyhed mandag eftermiddag, og her fremgik det, at den 65-årige læge og hjerneforsker tilsyneladende havde fået et ildebefindende.
I perioden op til sin død havde Peter Lund Madsen haft travlt med at færdiggøre et nyt projekt.
Han havde netop færdiggjort sin nye bog ”Mysteriet om den sovende hjerne”. Det fortæller forlagsdirektøren hos Lindhardt og Ringhof, Lars Boesgaard, ifølge BT i en pressemeddelelse.
Bogen skulle efter planen være udkommet om præcis en måned, den 11. september 2025.

Men efter Peter Lund Madsens tragiske død er der nu stor uvished omkring, om bogen stadigvæk udkommer den dag.
- Vi ved ingenting lige nu. Vi har lige fået det at vide, siger Søren Anker Madsen, pressechef hos Lindhard og Ringhof, til TV 2.
Peter Lund Madsen var også i fuld gang med at lave P1-programmet ”Hjernekassen”, hvor der skulle udkomme et nyt afsnit i denne uge.
DR har meldt ud, at det nye afsnit udgår, og at der ikke vil blive produceret flere afsnit af ”Hjernekassen”.
