Peter Mygind i fin form til DRs fødselsdagsfest
Peter Mygind var blandt de mange kendte navne, der var til DR’s store fødselsdagsshow i Koncerthuset. Han glædede sig til at være med til at fejre Danmarks Radio, som han opfatter som livets skole.
- DR har givet mig så meget og lært mig så mange ting - om livet, kærligheden og hvad musik er. Sendefladen er så bred med DR1, DR2 og DR K, så på mange måder er DR livets skole, sagde Peter til BILLED-BLADET på den røde løber. Et af hans egne største DR-øjeblikke var serien ”Riget”.
"Riget" en stor oplevelse for Peter Mygind
LÆS OGSÅ: Sådan arbejder Peter Mygind med sin angst
- For mig var det en stor oplevelse at medvirke i ”Riget” og som helt ung skuespiller være sammen med Kirsten Rolffes, Ghita Nørby og Holger Juul Hansen. Jeg var lige kommet ud af teaterskolen, så det var vildt – ikke mindst mødet med Lars von Trier, fortalte Peter, som er i fin form, efter at han i februar blev indlagt med flere blodpropper i lungerne. - Jeg tager min blodfortyndende medicin, og det går godt, lød det fra skuespilleren, der kom i smukt selskab med sin hustru, Lise Mühlhausen, der er ansvarlig for værts-træningen i Danmarks Radio.