Peter Schmeichels datter blev mobbet på grund af sin far
Peter Schmeichel var verdensberømt fodboldstjerne i årevis – men det var absolut ikke altid en fest for hans datter, 23-årige Cecilie Schmeichel. Til BT fortæller hun, hvordan hun blev mobbet i skolen på grund af sin far.
- Da jeg kom på Handelsskolen i Danmark, mødte jeg virkelig janteloven. Jeg havde boet det meste af mit liv i England, hvor der er en helt anden mentalitet. Der er folk langt bedre til at anerkende, hvis din far har lavet noget stort. Så giver de én hånden og siger ”godt gået”. Sådan er det slet ikke i Danmark, fortæller Cecilie.
- De gav mig aldrig en chance. Min bil blev ridset. Det var ikke fedt at gå på Handelsskolen. Jeg er blevet mobbet en del igennem mit liv, men jeg havde fundet den indre styrke, da jeg kom på Handelsskolen i Lyngby, så jeg kæmpede mig gennem de tre år, siger Cecilie, som hele livet aldrig har vist, om hendes venskaber var ægte.
- Jeg havde faktisk engang en kæreste i Portugal, som indrømmede, at han kun var kæreste med mig, fordi min far var Peter Schmeichel. Det var noget af et slag i ansigtet.
I dag har Cecilie, der er makeupartist og negletekniker, med vilje udeladt navnet Schmeichel i sit firma, der hedder ByCc.
- Min kæreste synes, det er lidt dumt, for det kunne måske hjælpe lidt her i opstarten, hvis jeg brugte Schmeichel. Men jeg føler også, at det her vil jeg kunne gøre selv, siger Cecilie til BT.