14. dec. 2010
Af af John Lautrup

Anders Fogh Rasmussen er blevet en blød mand

En mere stolt morfar skal man vist lede længe efter. Anders Fogh Rasmussen med lille Martha på armen.
En mere stolt morfar skal man vist lede længe efter. Anders Fogh Rasmussen med lille Martha på armen.
Foto: Birger Storm
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen viste sig fra en helt ny side, da han med et barnebarn på armen fik afsløret sit portræt på Christiansborg.

Der var ikke meget køllesvingende hulemand over Anders Fogh Rasmussen, da han i fredags fik afsløret sit portrætmaleri på Christiansborg. På armen havde den tidligere statsminister og nuværende generalsekretær for NATO sit ældste barnebarn, Martha på halvandet år, og sjældent har man set en så blid og øm morfar.

Han strålede af stolthed, mens han kærligt kindkyssede og krammede den betuttede lille pige, som ikke så ud til at kunne genkende manden på maleriet.

Det er malet af en kunstner, som også har måttet revidere sit syn på Anders Fogh Rasmussen. Han går for at være en stivstukket kontrolfreak, men Simone Aaberg Kærn mødte et helt andet menneske i sit atelier, fortalte hun under afsløringen.

Ud over Martha var også hendes næsten nyfødte lillebror, Marcus, til stede sammen med forældrene, Maria og Jesper Duelund. De skal alle sammen tilbringe juleaften hos Jespers far og mor, så måske var det årsagen til, at Anders Fogh Rasmussen havde svært ved at slippe Martha.

Selv skal han og Anne-Mette tilbringe en stille jul hjemme i Nærum med deres anden datter, Christina, og Anne-Mettes mor.

Læs mere om: