14. apr. 2014
Af Karina Didriksen

Astrid Krag efter SF-farvel: Nu kan jeg hente børnene

Andreas Seebach og Astrid Krag.
Andreas Seebach og Astrid Krag.
Foto: Lars H. Laursen
Det største vendepunkt i politikerens liv var, da hun sagde farvel til SF og posten som sundhedsminister.

Arbejdet som sundhedsminister for SF krævede hårdt arbejde og langt mere end 37 timers arbejde om ugen. Det ændrede sig markant, da Astrid Krag tidligere på året vinkede farvel til ministerposten og skiftede parti.

Hun er i dag folketingsmedlem for Socialdemokraterne, og hun kalder afskeden med SF for det største vendepunkt i sit liv – ikke kun arbejdsmæssigt, men også på den private front.

– For privatpersonen Astrid har det været skønt at kunne aflevere og hente mine unger. Og kunne spille kort og drikke vin med gode venner til langt ud på natten i weekenden uden at skulle bekymre mig om, at TV banker på næste morgen. Mit liv er blevet lidt mere mit eget igen, fortæller Astrid Krag til Alt for damerne.

Min mand er klog

Den 31-årige politiker bor i København sammen med rapperen Andreas Seebach og deres to børn på fem og to år.

Hun fortæller, at hendes mand i høj grad var med på, at hun valgte at skifte parti, fordi de havde vendt situationen sammen.

- Det gør jeg ofte – han er klog, min mand. Det var ham, der mente, at hvis jeg stadig følte, som jeg gjorde, efter næste morgens møder, så var det vigtigt, både for mig og for SF, at handle på det hurtigt og tage afsked, forklarer Astrid Krag.

Læs mere om: