Benedikte Kiær: Jeg var der for min kræftsyge mor
Konservative-politikeren Benedikte Kiær har oplevet, hvad det vil sige, at verden går i stå. Det skete, da hun i 2007 var med under kikkertundersøgelsen, hvor hendes 70-årige mor fik konstateret uhelbredelig lungekræft.
- Det var altså ingen søndagsudflugt. Hun var rigtig, rigtig bange, så jeg måtte holde hende i hånden, mens hun fik kikkerten ned i lungerne. Vi så tumoren, og her fik hun sin dom om, at det ikke kunne helbredes, og jeg måtte være der for at trøste hende, siger 43-årige Benedikte Kiær, der er arbejdsmarkeds- og familieordfører for Det Konservative Folkeparti.
Tankerne om hendes egen mors kræftsygdom er blevet sat i gang, efter hendes parti har fremsat et forslag om omsorgsdage, når det gælder sygdom hos ældre familiemedlemmer. Forslaget er blevet mødt med megen kritik og negligering i politikernes optik, og det mener hun er meget ufortjent, for hun har netop selv erfaret værdien af at kunne være der, når livet står på spil.
- Det er det hårdeste, jeg nogensinde har været med til. Jeg havde som den eneste mulighed for at være hos hende, og derfor mener jeg bare, at der er situationer, som trumfer alt andet. Jeg ville have levet med kronisk dårlig samvittighed, hvis jeg havde været forhindret, for min mor havde brug for mig i den situation, siger Benedikte Kiær.
Man skal udnytte tiden
Politikerens mor døde få måneder senere lige efter datterens første valgkamp til Folketinget. Heldigvis var Benedikte Kiærs arbejde som kommunikationschef tilstrækkeligt fleksibelt i forhold til sygdomsforløbet, så hun havde muligheden for at være der for sin kræftsyge mor. Men hun er samtidig klar over, at der er mange danskere, som ikke er lige så heldigt stillet, når de står over for, at et familiemedlem får konstateret en alvorlig sygdom.
- Det var benhårdt, og det viste mig, at tiden er meget kort. Man skal ikke bare gemme sig væk i sådan en situation. Jeg vil råde til, at man går ind i det med åben pande især, når man ved, at det får en dødelig udgang, for det er allerede her, at sorgprocessen starter. Det vil gøre det lettere at leve med efterfølgende, hvis man virkelig er gået ind i det, og har været der, siger Benedikte Kiær.
Forslaget om indførte omsorgsdage for ældre, syge familiemedlemmer er opstået på Det Konservative Folkepartis netop overståede sommergruppemøde. Hverken hos LO eller i de to regeringspartier er der blevet bakket op om forslaget.
LÆS OGSÅ: