27. jan. 2023
Af Julie Nolsöe

Det skulle være slut med Dannebrog på Kronborg efter 400 år: Derfor vajer flaget alligevel over slottet igen

Arkivfotos af Kronborg Slot.
Arkivbilleder af Kronborg Slot.
Indsat foto: Frits Svendsen/Biofoto/Ritzau Scanpix. Stort foto: Kasper Wenstrup
En 400 år gammel tradition om at hejse Dannebrog dagligt ved Kronborg Slot stod til at blive afskattet - og det blev den da også i ganske kort tid, før kulturministeren skred til handling

Siden 1600-tallet har det været en fast tradition, at Dannebrog blafrer i vinden over Kronborg Slot fra solopgang til solnedgang hver eneste dag.

Men ved årsskiftet blev det besluttet, at den ældgamle tradition skulle afskaffes, og Slots- og Kulturstyrelsen har tidligere oplyst til TV 2, at det skyldes effektiviseringer, som på årlig basis skulle give en besparelse på omkring én million kroner.

Flaget er tilbage

Afskaffelsen af Dannebrog på Kronborg Slot varede dog ikke længe.

Torsdag kom nyheden frem om, at flaget ikke længere skulle hejses ved slottet, men nyheden fik kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at reagere prompte.

Ifølge DR fik kulturministeren løst problematikken på under en time, og det danske flag vajer over slottet igen fra den 27. januar.

Jakob Engel-Schmidt havde ringet til Slots- og Kulturstyrelsen og fik dem til at omgøre beslutningen.

- Som politiker arbejder man nogle gange med problemer, der tager lang tid at løse. Heldigvis er der også problemer, der tager kort tid at løse. Det her var en af de sidstnævnte, sagde Jakob Engel-Schmidt til Ritzau ifølge DR.

- Der bliver fundet en markant billigere løsning. Det arbejder jeg med styrelsen om at sikre, siger Jakob Engel-Schmidt, som altså har sørget for, at du nu igen vil kunne spotte det rød-hvide flag over slottet på daglig basis.

Læs mere om: