Drama før live-interview: Pia Kjærsgaard fanget i elevator
Pia Kjærsgaard sad fast i en elevator i DR-byen før live interview med Jens Olaf Jersild. Det skriver bt.dk.
- Det sker bare ikke, tænkte Pia Kjærsgaard, da elevatoren gav et ryk, stoppede og sad fast mellem to etager, skriver avisen på deres hjemmeside.
Pia Kjærsgaard var på vej til et live interview med Jens Olaf Jersild i DR-byen i går aftes. Med i elevatoren var gruppeformand Kristian Thulesen-Dahl, en PET-vagt og pressechef Søren Søndergaard.
- Jeg tænkte: Det er bare løgn. Vi grinede af det, men var også nervøse fordi vi snart skulle i direkte TV, fortæller Pia Kjærsgaard.
Redning var dog på vej og efter ca. 20 minutter lykkedes det af få brækket døren op.
- De fik brækket døren op med et brækjern, og det viste sig at elevatoren sad fast mellem to etager. Så vi måtte løfte benet meget højt op for at komme ud. Jeg slog hovedet, og Kristian slog foden, fortæller Pia Kjærsgaard til bt.dk.