Helle Thorning-Schmidt fejrer 10 år som partiformand
Med Stephen Kinnock ved sin side tog en statsminister Helle Thorning-Schmidt i topform mandag imod en sværm af gæster i Fællessalen på Christiansborg, hvor hun fejrede sit 10 års jubilæum som formand for Socialdemokraterne.
Salen var propfuld af gæster, og stemningen var præget af den medvind, som statsministeren og hendes parti har oplevet i den seneste tids meningsmålinger.
Fra at være håbløst bagud ser det pludselig ud til, at Helle Thorning-Schmidt har en reel chance for at genvinde regeringsmagten ved det folketingsvalg, der kommer senest til efteråret.
Helle Thorning-Schmidt fik ros
- Danmark skal videre, men det skal du ikke. Du skal blive, hvor du er! sagde økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard fra regeringspartneren, De Radikale, i sin tale til jubilaren.
Han roste statsministerens udholdenhed og spøgte med, at hans eget parti havde haft hele tre partiformænd i den tid, hun har været socialdemokratisk leder.
Helle Thorning-Schmidt slog for 10 år siden Frank Jensen i kampen om at blive partiformand, og den nuværende overborgmester i København kunne i sin tale fortælle, at alle skår for længst var klinket i deres forhold.
Ingen skår i glæden
Ja, faktisk havde der aldrig rigtig været nogle skår, for allerede mens de kæmpede om formandsposten fik de stor gensidig respekt for hinanden.
Ordentlighed og redelighed havde ifølge Frank Jensen kendetegnet deres kamp om magten.
LÆS MERE: Helle Thorning-Schmidt til "Dirty Dancing": Min yndlingsfilm.