Helle Thorning-Schmidt: Mit hjem ligner ikke et fra damebladene
Statsministerens bolig er det samme hus i Kartoffelrækkerne på Østerbro, som hun også boede i, før hun blev statsminister. Og det er her, hendes rigtige liv er.
Og det er et liv med indkøb, tøjvask, rengøring og oprydning som i så mange andre hjem. Men med en fyldt statsminister-kalender, kan hun så være bevist om en work-life-balance.
Børnene hjælper til derhjemme
- Ja, det synes jeg, en statsminister kan. Og som jeg altid siger: Derhjemme er der ikke brug for en statsminister. Dér har jeg mine børn, som hver eneste dag trækker mig ind i hverdagslivet og har gjort det i alle de år, jeg har været i politik, siger hun til ugebladet SØNDAG, og forklarer videre:
- Jeg er så heldig, at jeg ikke har ret meget hjælp i hjemmet. Når jeg er hjemme, gør jeg alle de ting, som alle andre familier gør. Køber ind, laver mad, hjælper til med lektierne, vasker tøj, lægger tøj sam... nej… (Hun afbryder sig selv og fortsætter) … tøj lægger jeg ikke sammen, det prøver jeg at få børnene til, men ellers, siger hun.
Det er vigtigt at være i hverdagen
Og det er alle de små dagligdagsgøremål, der er med til at holde Helle Thorning-Schmidt i dagligdagen, forklarer hun.
- Det holder mig inde i en hverdag, hvor jeg gerne vil være. Jeg kunne slet ikke tænke mig at være fri for det. Jeg vil være en del af mine børns liv. Og jeg tror faktisk også, det er vigtigt for mit hoved og min evne til at være en god politiker, at jeg hver eneste dag netop bliver trukket tilbage til den hverdag.
Men hvordan i alverden får hun tid til det hele?
- Det forstår jeg heller ikke altid selv. Men det er alligevel gået op hen over årene. Indimellem har det været svært, og der er også af og til ting, jeg gerne ville, som jeg ikke når. Mit hjem for eksempel ligner ikke altid det perfekte hjem, som man ser fra damebladene. Men man skal også kunne sige: Så slapper vi af i det. Og det er jeg god til. Jeg er rigtig god til at være i nuet. Jeg kan sagtens leve med, at der roder lidt rundt omkring, og at opvaskemaskinen ikke lige er blevet tømt, fortæller statsministeren til ugebladet SØNDAG