Husker du denne minister? Nu har han foretaget et vildt skifte
Den tidligere Venstre-minister Esben Lunde Larsen har scoret nyt job i USA , hvor han skal arbejde for Verdensbanken. Det skriver Altinget.
Esben Lunde Larsen overraskede mange, da han pludselig meldte sin afsked som minister i 2018.
- Efter i næsten 13 år at have været politiker som henholdsvis byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg.
Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg, forklarede han dengang.
Siden fulgte flere titler i den amerikanske tænketank World Resources Institute, indtil den teologi-uddannet vestjyde meldte ud, at han ville forfølge drømmen om at læse en master i Biblen og moderne hebraisk. Men det satte krigen en stopper for.
- Jeg er meget afslappet omkring, at jeg ikke har et arbejde at stå op til hver eneste dag. Det skal nok komme. Set i det perspektiv, at jeg har 25 år på arbejdsmarkedet endnu, så skal jeg nok nå det, sagde Esben Lunde Larsen til TV MIDTVEST.
Og nu er Esben Lunde Larsen så klar til et nyt eventyr langt væk fra Danmark. Jobbet i Verdensbanken, hvor han skal være senior landbrugsspecialist, kræver, at han flytter til Washington, hvor hovedkvarteret ligger.