Jan Trøjborg skal skilles
30. maj kunne den tidligere minister og nuværende Horsens-borgmester Jan Trøjborg og tøjdesigner Janne Lindgaard have fejret 12-års bryllupsdag. Men sådan går det ikke, for parret er blevet enige om at flytte fra hinanden.
Den 54-årige nyvalgte formand for Kommunernes Landsforening sidder alene tilbage på den trelængede gård i Dallerup ved Horsens, hvor hans nu snart forhenværende kone Janne for tiden har ophørsudslag i sin tøjbutik.
- Indtil jeg finder noget andet at bo i, er jeg flyttet ud i vores dejlige sommerhus, fortæller Janne Lindgaard på vej til Paris for at købe nyt modetøj til sin kollektion.
- Ingen af os har fundet en anden. Vi arbejder bare for meget begge to, og så er det svært at få det hele til at gå op i en højere enhed. Vi er vokset fra hinanden, og det hele er sket over længere tid. Vi taler heldigvis fint sammen stadigvæk, understreger Janne.
Når Janne Lindgaard sidst på måneden har lukket sin tøjbutik på gården, vil hun for fremtiden koncentrere sig om sin ene butik i Århus og bruge mere tid sammen med sine og Jans to døtre på 12 og otte år.