30. dec. 2019
Af John Lautrup

Joy Mogensen er tilbage i politik efter stor sorg

Joy Mogensen
Joy Mogensen
Foto: Martin Høien
Joy Mogensen genindtræder 1. januar på posten som kultur- og kirkeminister, efter at hun i efteråret mistede sit ufødte barn.

Joy Mogensen, 39 år, vender på årets første dag tilbage til arbejdet som kultur- og kirkeminister ovenpå en længere orlov og sorgperiode, efter at hun den 4. oktober mistede en dødfødt datter.

Joy Mogensen skrev bevægende besked

Hun var gået på barsel dagen før. Og tre dage efter tabet skrev hun en bevægende besked på sin Facebook-væg:

- Min datter, Sarah, var ikke i live, da jeg fødte hende natten mellem fredag og lørdag. Og jeg er så utrolig ked af det. Men jeg forsøger at affinde mig med, at det ikke er alting i livet, der kan forklares eller give mening.

- Jeg vil gerne takke alle de kvinder og mænd, der har inspireret mig, og har givet mig mod til at række ud efter forældreskabet, sluttede Joy Mogensen sit opslag. Hun lever alene og var blevet gravid med en anonym donor.

Mette Frederiksen udsendte pressemeddelelse

Statsminister Mette Frederiksen udsendte en pressemeddelelse umiddelbart efter Joy Mogensens store tab.

- At miste et barn er et helt ubærligt tab, og alle vores tanker er selvfølgelig hos Joy. Vores opgave nu er at give hende al den støtte og hjælp, som vi overhovedet kan, og sikre hende ro til, at hun kan bearbejde sorgen. Det beder jeg om, at alle vil respektere, skrev hun.

Rasmus Prehn og Benny Engelbrecht har været henholdsvis fungerende kulturminister og kirkeminister under Joy Mogensens fravær.

Læs mere om: