20. apr. 2014
Af Karina Didriksen

Karen Ellemann gik ned med stress: Der var ingen alarmklokker

Karen Ellemann.
Karen Ellemann.
Foto: Hanne Juul
Venstrepolitikeren besluttede at ændre sit liv, da hun for 13 år siden blev ramt af stress.

I en ny bog ”Hvordan jeg kom gennem stress og blev klogere af det” fortæller blandt andre 44-årige Karen Ellemann om dengang, hun blev ramt af stress.

Det var i 2001, da både venstrepolitikeren og hendes daværende mand var ambitiøse, selvstændige og havde en kalender, der var fyldt helt op.

Selv om hun havde mange bolde i luften, følte hun sig dog glad og tilfreds.

- Jeg havde åbenbart ikke det beskyttelsesfilter, der skulle få mig til at stoppe op, eller også var jeg ikke i stand til at mærke signalerne. Jeg kørte bare derudaf uden at tage stilling til, hvor meget jeg kunne rumme, fortæller Karen Ellemann ifølge Alt for damerne i bogen.

Mærkede ikke noget

Pludselig ramte hun muren. Hun faldt om og blev indlagt på Rigshospitalet til observation for en hjerneblødning.

- Det mest bekymrende var i virkeligheden, at jeg ikke havde mærket noget. Jeg havde ikke nogen symptomer på stress, og der var ingen alarmklokker, der ringede, fortæller politikeren.

Derefter besluttede Karen Ellemann sig for at ændre sit liv radikalt og tage en uddannelse som folkeskolelærer.

- Mit stressnedbrud var et wakeupcall. Det startede en indre værdikamp for mig, og det blev måske også begyndelsen til min skilsmisse. Før jeg rigtigt fik set mig om, havde hele mit liv taget en 180 graders drejning, forklarer Uffe Ellemann-Jensens datter i bogen.