Manu Sareen: Jeg er en virkelig, virkelig god far

Manu Sareen

Manu Sareen

Foto: Martin Høien
Manu Sareen, socialminister fra Radikale Venstre, blev skilt for et år siden. Han siger, at det har gjort ham til en bedre far.

Manu Sareen, 47-årig radikal socialminister og børnebogsforfatter, blev skilt for et år siden efter 18 års ægteskab. Dét har paradokalt nok gjort ham til en bedre far for Cilja, 17 år, Felix, 15 år, og Alvin, 10 år, fortæller han i et interview til ALT for damerne.

Hans ministersekretariat sørger for, at han kan gå forholdsvis tidligt de fire-fem dage ad gangen, han har børnene. Kun på den måde kan han med et krævende ministerjob klare at være alenefar i perioder.

- Jeg vil omvendt også sige, at jeg er blevet en bedre far, end jeg nogensinde har været. Det må jeg bare indrømme. Der er ikke noget med at være på telefonen, for jeg kan ikke lige dele ansvaret med en anden. Det er mig, der er på og forholder mig til deres verden. Det nyder jeg helt vildt. Hvor trist baggrunden end er i en skilsmisse, så har det gjort mig til en virkelig, virkelig god far, siger Manu Sareen til ALT for damerne.

Han tilføjer, at han heldigvis tilhører en ny generation af fædre og derfor uden problemer magter opgaven som alenefar.

- Vi vil vores børn, og vi vil være en del af vores børn på en helt anden måde. Vi var med til fødslen, og når man har været det, så vil man fandeme også gerne være med til alt det andet. Sådan er den ny generation af fædre. Det er rigtig, rigtig godt, og det er godt for vores børn, siger han.

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden