22. aug. 2014
Af John Lautrup

Manu Sareen: Jeg gik ned med stress

Manu Sareen
Manu Sareen
Foto: Martin Høien
Manu Sareen, radikal socialminister og børnebogsforfatter, måtte for 12 år siden sygemelde sig i tre måneder med stress.

Manu Sareen bukkede under for stress, da han var midt i 30'erne. Den nu 47-årige socialminister (RV) og børnebogsforfatter kunne ikke længere klare presset som småbørnsforælder, arbejdshest og perfektionist, røber han i et interview med ALT for damerne.

- Lige meget hvad pokker man gør, så kommer presset fra os selv. Det ved jeg, for jeg gik selv ned med stress for 12 år siden, fortæller han til bladet.

Manu Sareen er far til tre børn, og det er i sig selv knaldhårdt at være småbørnsforælder. Og det bliver kun værre, når man som Manu Sareen også ville have plads til at løbe maraton, bage lagkagebunde til børnefødselsdage og passe sit job bedst muligt. Han var den gang sygemeldt i tre måneder.

I dag har han som minister mere jobtravlt end nogensinde, men han frygter ikke, at stressen kommer snigende igen. Han har lært at koble af. Blandt andet ved at skrive sine børnebøger, som han har stor succes med.

- Det er en enormt kreativ proces for mig at skrive børnebøger, og jeg slapper virkelig af med det, siger han.

Læs mere om: