19. nov. 2009
Af af Maria Vejen Jung

Mette fra Luksusfælden fik flot kommunalvalg

Mette Reissmann fra luksusfælden
Mette Reissmann fra Luksusfælden skal forsøge at kigge Københavns økonomi efter i sømmene.
Foto: TV3
Mette Reissmann, der hjælper folk med ondt i økonomien på TV3, stemt ind i Københavns borgerrepræsentation.

Den kommunale valgaften var en begivenhedsrig aften for Mette Reissmann. På tv-skærmen hjalp hun sammen med sin faste makker, Jan Swyrtz, for sidste gang i denne sæson et gældsramt par med at vende minus til plus på kontoen i TV3's seersucces "Luksusfælden". Og samme aften blev Mette valgt ind i Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokraterne som den syvende af partiets i alt 17 mandater.

- Jeg har svært ved at sige, hvad jeg er mest stolt af. Mine 872 personlige stemmer til kommunalvalget, eller at vi samme aften med 411.000 satte seerrekord for "Luksusfælden", fortæller en glad Mette Reissmann til tjekTV.dk.

Og det er ikke valgflæsk, når Mette lover både TV-seere og vælgere, at hun udover at holde et våget øje med Københavns husholdningsbudget også fremover vil hjælpe gældsramte danskere i en ny omgang Luksusfælden på TV3.

- Jeg sidder faktisk lige nu i en autocamper på optagelser til den næste sæson af "Luksusfælden". Og det er jo også først lige efter nytår, at der er skiftedag i Borgerrepræsentation; men mobilen bliver da allerede brugt lidt mere flittigt nu i pauserne mellem optagelser.

Læs mere om: