Mette Frederiksen: Jeg skal skilles

Mette Frederiksen

Mette Frederiksen og Erik Harr til gallataffel på Christiansborg.

Hanne Juul

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og hendes mand, Erik Harr, har efter 11 års ægteskab besluttet at gå hver til sit. De har to børn.

Mandag, 14. april 2014 - af John Lautrup

Oveni landets problemer må beskæftigelsesminister Mette Frederiksen nu også håndtere uro på hjemmefronten. Hun og hendes mand, Erik Harr, skal skilles efter 11 års ægteskab. Parret har to børn på otte og 11 år, som de vil gøre alt for at føre skånsomt gennem bruddet, siger de til jp.dk.

- Vi skilles efter mange gode år. Vi har to vidunderlige børn sammen og vil altid have en særlig plads i hinandens hjerter. Skilsmisse er smertefuldt, og derfor har vi heller ikke flere kommentarer til vores situation, skrev parret i en fællesudtalelse til Jyllands-Posten. 

Vil bo tæt på hinanden

36-årige Mette Frederiksen og Erik Harr, der er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening, bor i Egebjerg nord for Ballerup, og efter skilsmissen vil de fortsat bo tæt på hinanden, så de kan deles ligeligt om opdragelsen af Magne på otte år og Feline på 11.

Mette Frederiksen har i tidligere interviews fortalt, at familien betyder alt for hende i et travlt politikerliv. Men nu er den altså brudt op. Hun er blot den seneste i en lang række af toppolitikere, som i den senere tid er blevet skilt. Blandt dem er udenrigsminister Martin Lidegaard, socialminister Manu Sareen, Inger Støjberg og Lars Barfoed.