29. mar. 2024
Af John Lautrup

Mette Frederiksen: Sådan er jeg som mor

Mette Frederiksen
Mette Frederiksen
Foto: Jesper Sunesen
Statsminister Mette Frederiksen tror, at hendes to børn vil sige, at hun har været gammeldags i sin opdragelse. Det fremgår af stort rød stol-interview i BILLED-BLADET.

Mette Frederiksen har været i BILLED-BLADETs røde stol, hvor hun fortæller, at hun er stolt af sin måde at være mor på for sine børn, Ida Feline og Magne. Og hun fortryder ikke, at de har måttet betale en pris for hendes job som statsminister.

Hvad tror du, dine børn siger om dig som mor?

– Jeg tror, de siger, at de er glade for at have mig som mor, og at de aldrig nogensinde har været i tvivl om min kærlighed, og at de aldrig kommer til at være i tvivl om den. Så tror jeg, de vil sige, at jeg har været lidt for firkantet en gang imellem i min opdragelse. Nu opdrager jeg jo ikke mere. De er 18 og 21 år. De er voksne, selvstændige og kloge mennesker begge. Men i deres øjne har jeg nok været lidt for gammeldags i den måde, jeg har opdraget dem på.

Giver du dem ret?

– Ja og nej. Altså, det vigtigste er jo at give sine børn betingelsesløs kærlighed. Og jeg er sikker på, at mine børn ved, at de har min kærlighed, uanset hvad der sker, eller hvad de finder på. Men derudover skal man jo farve dem. Jeg tør godt sige, at det i mine øjne er en meget vigtig del af at være forældre. Vi er de vigtigste mennesker i deres liv til at give dem retning og værdier. Jeg tror ikke på værdirelativisme, på at det ene kan være ligeså godt som det andet. Der bliver man nødt til at være tydelig og have nogle meget klare forventninger til, hvordan de opfører sig og tager ansvar overfor andre mennesker.

– Så på værdier er jeg gammeldags. Jeg vil give dem ret i, at sådan har jeg været. Men jeg tror ikke, jeg vil give dem ret i, at det har været for meget.

Det ultimative ansvar

Tror du, de vil sige, at de har betalt en pris for, at du har haft så krævende et job?

– Ja, selvfølgelig. Men igen: De har aldrig været i tvivl om min kærlighed. Selvfølgelig er jeg også selv bevidst om, at det har haft en pris, men jeg har ikke nogen fortrydelse. Det har jeg ikke. Jeg er meget glad for, at jeg ikke var statsminister, da mine børn var små, for da skal man være til stede på en anden måde som forældre. Men jeg har ikke nogen fortrydelse. Vores samfund og vores demokrati fungerer kun, hvis nogen vil påtage sig også det ultimative ansvar. Det må vi som familie og som mennesker ikke sætte os imod.

Læs det store rød stol-interview med Mette Frederiksen i BILLED-BLADET, der kan købes fra tirsdag den 26. marts.

Læs mere om: