Niels Helveg Petersen er død
Politiker og tidligere formand for Radikale Venstre Niels Helveg Petersen er død i familiens sommerhus på Langeland i en alder af 78 år. Det sker efter længere tids sygdom.
Sygdom startede med synkebesvær
Kort før jul fik Niels Helveg Petersen den triste besked på Rigshospitalet, at flere måneders synkebesvær og utilpashed skyldtes en kræftsvulst på spiserøret.
Der blev hurtigt indledt en fem uger lang, hård og intensiv behandling med stråling og kemoterapi på hospitalet og efter at have overstået den, gik den tidligere udenrigsminister i gang med genoptræningen.
- Lige nu ser vi frem til ugen efter påske, hvor jeg skal skannes, og så kan lægerne se, om de har fået taget det hele med stråling og sådan noget.
- Jeg må vurdere det sådan, at prognosen er god. Lægerne har fra begyndelsen sagt, at behandlingen er kurativ - det vil sige med henblik på helbredelse, fortalte Niels Helveg Petersen til BILLED-BLADET tilbage i april.
Behandlingen tog hårdt på politikeren
Dengang lagde han da heller ikke skjul på, at det havde været en hård omgang.
- Der var stort ubehag forbundet med det. Og man bliver træt og slap, sagde politikeren, der privat har dannet par med sin kærlighed gennem 37 år, Kirsten.
Desværre gik det ikke som håbet for politikeren, der blev 78 år. Han efterlader sig hustruen Kirsten og sønnerne Morten og Rasmus Helveg Petersen.