Pia Kjærsgaard: Min bror var gidseltager

I en ny selvbiografi "Fordi jeg var nødt til det" fortæller Pia Kjærsgaard for første gang, hvordan forældrenes skilsmisse trak dybe og tragiske spor i familiens liv. Hun var 13 år og hendes lillebror, Henrik, var 10 år, da deres mor pludselig forlod hjemmet for at gifte sig med "onkel Poul". Det var et chok for børnene, og chokket forplantede sig mange år ud i fremtiden.

Mest opsigtsvækkende er det ifølge Ekstra Bladet, at Pia Kjærsgaard løfter sløret for, at broren i en periode sad i fængsel for væbnet røveri og gidselstagning.

- En aften ringede min mor og bad os komme over på Lundegårdsvej (Pia Kjærsgaards mors hjem, red.). Det viste sig, at Henrik havde meldt sig selv til politiet og tilstået, at han nogle år forinden havde begået et væbnet røveri, hvor han efterfølgende havde taget et kvindeligt gidsel, skriver Pia Kjærsgaard i biografien.

Henrik døde for 10 år siden af druk på et herberg for alkoholikere efter et livslangt misbrug. Pia Kjærsgaard siger i bogen, at mens forældrenes skilsmisse gjorde hende hård og viljestærk, fik den hendes lillebror til at krakellere. For ingen talte nemlig nogensinde med de to børn om, hvad der egentlig skete.

- Jeg havde det forfærdeligt, jeg savnede min mor, men var samtidig vred og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre andet end at lægge låg på mine følelser. Min lillebror var 10 år og kunne ikke forstå en lyd af noget som helst. Han fik det utrolig skidt, og der var ingen, der talte om, hvad der var sket, eller spurgte til, hvordan vi havde det. Ingen tog sig af min bror, som lukkede sig inde i sig selv. Han havde været tæt knyttet til min mor, og han må have følt sig ensom og forladt, da hun stiftede ny familie og blev meget optaget af den. Måske var det derfor, at det gik ham, som det gjorde senere. Han fik svært ved at knytte sig til andre mennesker og fandt i stedet sin trøst i flasken. Jeg tror på, at miljø og opvækst har afgørende indflydelse på ens livsforløb," fortæller Pia Kjærsgaard i bogen.

Forældrenes skilsmisse satte sig som en følelsesmæssig knude i stifteren af Dansk Folkeparti.

- Det er den store fejltagelse i min opvækst. De voksne satte sig ikke ned med os og sagde: "Hør lige her. Vi har et problem. Vi må finde ud af, hvordan vi løser det bedst muligt.". Jeg bar rundt på en stor vrede og sorg, som jeg ikke fik bearbejdet eller talt med nogen om. Hvad det angår, ville jeg gerne leve mit liv om. Der er meget, jeg så ville have gjort anderledes, for det har præget min adfærd og fyldt i mit hoved, skriver hun.