Pia Kjærsgaard - Sådan er klimaet på Borgen
De politiske bølger kan gå højt på Christiansborg, men politikerne har et fint forhold til hinanden udenfor Folketingssalen, fortæller Pia Kjærsgaard.
I medierne og på Christiansborg lægger politikkerne ikke skjul på deres uenigheder. Men når kameraerne er væk og mikrofonerne i Folketingssalen er slukket, er der en hyggelig omgangstone blandt de 179 folkevalgte politikere.
Det mener den nyligt afgåede formand for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, der glæder sig over, at arbejdsmiljøet på Borgen er bedre end mange danskere tror.
- Vi har, heldigvis, et bedre klima end de fleste tror. Vi er ikke uvenner, og vi hilser pænt på hinanden. På Christiansborg er det ikke god tone, hvis politisk uenighed bliver til personlig uenighed. Vi kan være politisk uenige, men vi jagter ikke hinanden personligt, siger Pia Kjærsgaard til Alive.dk.
Den generelt gode tone i demokratiets centrum betyder dog ikke, at Pia Kjærsgaard finder sig i hvad som helst. Hvis hun føler sig dårligt behandlet, er ingen i tvivl om det, lyder det.
- I de senere år, har jeg altid sagt fra hvis jeg mente, jeg blev uretfærdigt behandlet. Jeg er også den, der roser hvis noget har været godt. Jeg skælder aldrig ud over småting og detaljer, men hvis jeg bliver uretfærdigt behandlet går det ikke stille for sig, fortæller Kjærsgaard.
Folketinget åbnede efter sommerferien den 2. oktober med kongelig deltagelse - klik her og se hvor flotte kronprinsesse Mary, prinsesse Marie og dronning Margrethe var ved åbningen.