22. jan. 2023
Af Sofie Nymand

Ritt Bjerregaard er død: Søren var hendes livs kærlighed

Ritt Bjerregaard
Ritt Bjerregaard
Foto: Søren Jul Lamberth
Den tidligere toppolitiker Ritt Bjerregaard er gået bort. Hun fik 57 år med sin store kærlighed.

Lørdag sov Ritt Bjerregaard stille ind i sit hjem i København.

Ritt Bjerregaard efterlader sig sin mangeårige ægtefælle, Søren.

For nok viede hun sit liv til politik – både som minister, overborgmester og EU-kommissær – men hun viede også sit liv til Søren, som hun fik 57 år sammen med.

– Jeg synes, jeg har brugt mit liv rigtig, rigtig godt. Det har klart været det hele værd. Når dertil kommer, at jeg har den mand, jeg har, som har været der for mig i alle årene, så kan det næsten ikke være bedre, fortalte Ritt Bjerregaard i DRs program ”Ritt”.

Ritt Bjerregaard blev gift med historiker og forfatter Søren Mørch den 22. juli 1966, og de glade 60’ere var med til at forme deres parforhold. Det har Ritt Bjerregaard fortalt til BILLED-BLADET:

– Søren var selvfølgelig det vigtigste, der skete for mig i de år. Jeg begyndte at læse på universitetet, og via dét og Sørens job blev vi begge en del af studenteroprøret i 1960’erne.

– Der var kæresteri på kryds og tværs. Det var ligesom en del af tiden. Jeg har jo skrevet om, at Søren og jeg også havde kærester ved siden af, og det kunne vi godt få til at fungere. Det var ikke noget, der var planlagt fra starten, men det kom med ungdomsoprøret.

– Vi blev klar over, at det der med den eneste ene ikke var noget, vi kunne satse på. Vi fik talt om det og blev enige om, at det var i orden, men at vi skulle fortælle det til hinanden, hvis vi havde gang i noget med en anden.

Ritt med sin Søren
Ritt med sin Søren
Foto: Hanne Juul

Ritt Bjerregaard har fortalt, at deres evne til at tale sammen og generelt være ærlige, var det der holdt dem sammen.

Parret fik ikke børn, og ligesom så meget andet, har Ritt Bjerregaard også delt ærligt ud om det:

– Søren syntes ikke, at han egnede sig til at skulle have børn. Hvis jeg havde lyst og tid til at passe dem, så ville han sådan set godt være far til dem. Og da måtte jeg bare se i øjnene, at børn passede slet ikke sammen med det liv, jeg var i gang med. Derfor blev det ikke til noget. Det synes jeg sådan set, har været i orden, fortalte Ritt Bjerregaard til BILLED-BLADET.

I sine sidste år kæmpede Ritt Bjerregaard med en kræftsygdom, der havde sat sig på tarmene. Her var Søren hendes store støtte.

Læs mere om: