22. maj. 2021
Af John Lautrup

Ritt Bjerregaard: Sådan reagerer unge veninder på hendes kærlighedsliv

Ritt Bjerregaard
Ritt Bjerregaard
Foto: Søren Lamberth
Ritt Bjerregaard og Søren Mørch har haft et åbent ægteskab, hvor andre kærester var tilladt. Det var en konsekvens af ungdomsoprøret i 60'erne, fortæller hun.

Ritt Bjerregaard og hendes mand, historiker Søren Mørch, har til sommer været gift i 55 år. Undervejs har de hver især haft andre kærester og været enige om, at det var i orden.

Hvilket hendes yngre veninder har meget svært ved at forstå, afslører Ritt Bjerregaard i stort 80 års fødselsdagsinterview i BILLED-BLADET.

- Vi var unge i 60'erne, og dengang var der kæresteri på kryds og tværs. Det var ligesom en del af tiden. Jeg har jo skrevet om, at Søren og jeg også havde kærester ved siden af, og det kunne vi godt få til at fungere. Det var ikke noget, der var planlagt fra starten, men det kom med ungdomsoprøret, fortæller Ritt Bjerregaard.

- Vi blev klar over, at det der med den eneste ene ikke var noget, vi kunne satse på. Vi fik talt om det og blev enige om, at det var i orden, men at vi skulle fortælle det til hinanden, hvis vi havde gang i noget med en anden.

- Alle mine yngre veninder i dag kigger jo fuldstændig måbende på mig: “Nej, Ritt, det tror vi godt nok ikke på, kan lade sig gøre.” Så siger jeg til dem: “Jamen så må I jo lade være. Men lad os snakke sammen igen, når I bliver trætte af manden og ikke ved, hvad I skal stille op”, smiler den tidligere toppolitiker.

Læs stort interview med Ritt Bjerregaard i BILLED-BLADET, der kom på gaden torsdag den 20. maj.

Læs mere om: