SE BILLEDET: Uffe Ellemann-Jensen er blevet farfar igen

Alice Vestergaard og Uffe Ellemann-Jensen

Foto: Birger Storm

Den tidligere udenrigsminister har søndag føjet endnu et barnebarn til flokken. Hans søn, miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, er blevet far til sit barn nummer tre.

Tirsdag, 24. juli 2018 - af Juliane Olsen

Den 76-årige, tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har søndag kunnet byde velkommen til endnu et lille barnebarn.

Det er hans yngste søn, miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, der er blevet far til sit tredje barn efter en noget hård fødsel.

"Efter mere end 36 timer med veer måtte der kejsersnit til at få den unge mand på 54 cm og 4,5 kilo til verden", skriver politikeren på sin Facebook-profil.

Sønnen er kærestens første barn

I opdateringen, som BILLED-BLADET har fået lov at bringe, ses den lille baby, der ligger sødt og roligt i sin vugge.

Moren er Jakob Ellemann-Jensens kæreste, Anne Marie Preisler, og det er hendes første barn, mens den nybagte far i forvejen har to børn.

Selv om det ikke er første gang, måtte politikeren erkende, at han var lettere grådlabil efter den lange fødsel, som også har kostet på kræfterne hos moren.

Barnet er født med politik i blodet

Jakob Ellemann-Jensen forsikrer dog i sin opdatering, at hun har det godt efter den vanskelige nedkomst.

 

Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET

Jakob Ellemann-Jensen og hans højgravide kæreste, Anne Marie Preisler, deltog i gallafesten ved kroprins Frederiks 50-års fødselsdag i maj.

Om den lille ny har mødt farfar endnu, melder historien ikke noget om, men det er i hvert fald givet, at han er født med politik i blodet.

Også faster Karen Ellemann-Jensen er tidligere minister, så der bliver uden tvivl rig mulighed for at diskutere politik i den lille drengs opvækst.