3. okt. 2020
Af John Lautrup

Søren Gade: Mine piger passede på mig

Søren Gade
Søren Gade
Foto: Hanne Juul
Søren Gade fik et meget tæt forhold til sine døtre efter deres mors død.

Søren Gade, 57 år, har intet at takke den kræftsygdom for, som for 12 år siden kostede hans kone, Helle, livet. Men.., for der er alligevel et lille men.

Den tidligere forsvarsminister og nuværende europaparlamentariker for Venstre blev knyttet ekstraordinært tæt til sine to døtre under sygdomsforløbet. Ida og Mette er i dag 30 og 28 år og henholdsvis advokat og revisor.

Ingen tid til at skændes

- Jeg kan ikke huske, at vi har haft de store sammenstød. Det kan også hænge sammen med, at deres ungdom var, som den var, i forhold til at deres mor var syg. Vi havde ikke tid til at skændes. Tiden var for kostbar til det. Deres mor blev syg, da de var 9 og 11 år, og døde, da de var 16 og 18. Så jeg har aldrig oplevet de der oprørsagtige ting, fortæller Søren Gade.

Søren Gade
Søren Gade med sine døtre, Ida (t.v.) og Mette.
Foto: Martin Høien

- Det er ikke sjovt at miste sin mor i den alder. Det er måske der, hvor man har allermest brug for hende. Så hvis jeg skal sige noget godt om sygdommen – og det kan man jo ikke – så er det, at jeg kom tæt på pigerne i processen og bagefter. Vi havde jo kun hinanden. Jeg kan huske en rørende samtale med Ida og Mette, hvor de diskuterede, hvem der skulle blive hjemme lørdag aften og passe på far. Det er enormt sødt, når man hører det, men viser også de bånd, der kommer. Sådan skulle de selvfølgelig ikke tænke, men det gjorde de.

Søren Gade blev i december morfar for første gang, da Ida fødte Sophia.

Læs mere om: