3. nov. 2020
Af Stine Ramlyng

Søren Pape Poulsen smittet med coronavirus

Søren Pape
Søren Pape
Foto: Hanne Juul
Seks ministre er gået i hjemmekarantæne efter at have været sammen med Socialdemokratiets Jeppe Bruus Christensen, som er smittet med coronavirus. Og nu lyder meldingen, at også Det konservative Folketpartis formand er ramt.

De Konservatives formand Søren Pape Poulsen er som den første partiformand konstateret smittet med coronavirus. Det skriver partiformanden selv i et opslag på facebook.

"Jeg er blevet smittet med corona. Siden jeg i fredags fik kendskab til, at en kollega var blevet testet positiv, har jeg fulgt forholdsreglerne og gik i karantæne og blev testet. Det svar har jeg fået nu, og jeg er smittet.", skriver Søren Pape Poulsen og fortsætter:

"Jeg har det heldigvis rigtig godt, men tager selvfølgelig alle forholdsregler og arbejder hjemmefra, så jeg ikke risikerer at smitte andre. Jeg er rigtig glad for, at min kollega gav mig besked i fredags om, at jeg kunne være udsat - det er en tydelig påmindelse om, at vi både skal tage forholdsregler og opsporing dybt alvorligt. Det er sådan, vi får åbnet Danmark igen og får kontrol over smitten."

Flere partier hårdt ramt

Men ikke kun Det Konservative Folkeparti er ramt. Også Socialdemokratiet og Venstre er ramt af den smitsomme virus.

Venstres forsvarsordfører og tidligere klimaminister, Lars Christian Lilleholt, er testet positiv med coronavirus og har siden mandag aften været indlagt på Odense Universitetshospital.

Seks ministre i hjemmeisolation

Seks ministre og en række folketingsmedlemmer er gået i hjemmeisolation efter at have været til møde med Socialdemokratiets Jeppe Bruus Christensn, der lige nu er indlagt med coronavirus.

Det drejer sig blandt andet om justitsminister Nick Hækkerup, børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil, miljøminister Lea Wermelin, Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen.

Mette Frederiksen aflyser spørgetime

Derudover er statsminister Mette Frederiksens spørgetime tirsdag kl. 13 også blevet aflyst, som konsekvens af smitteudbruddet på Christiansborg.

Læs mere om: