21. jun. 2018
Af Juliane Olsen

Tidligere Vild med dans-deltager bliver erhvervsminister

Mille Funk og Rasmus Jarlov
Mille Funk og Rasmus Jarlov
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Rasmus Jarlov, der medvirkede i ”Vild med dans” i 2015, er netop blevet udnævnt til ny erhvervsminister.

Den 41-årige tidligere ”Vild med dans”-deltager Rasmus Jarlov har taget et stort skridt i sin politiske karriere, for han er netop blevet udnævnt til erhvervsminister.

Politikeren medvirkede i det populære danseprogram tilbage i 2015, hvor han havde Mille Funk som dansepartner.

Nu overtager han altså en vigtig politisk post efter Brian Mikkelsen, der i stedet skal være direktør i Dansk Erhverv, lyder det ifølge en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Rasmus Jarlov vil gerne have børn

Efter sin deltagelse i ”Vild med dans” fandt Rasmus Jarlov sammen med bloggeren Mascha Vang, men deres forhold endte sidste sommer.

Efter bruddet har politikeren udtrykt et stort ønske om at få børn, så der er altså god plads til en ministerfrue.

Udover sin politiske karriere har Rasmus Jarlov også haft succes som reserveofficer i Flyvevåbnet og som direktør for et sightseeingselskab.

Politikken vil fylde i fremtiden

Desuden har politikeren altid været kendt for en stor passion for eksotiske rejser, og han har været på mange oplevelsesture rundt omkring i verden.

Nu har den politiske karriere altså taget fart, og der bliver næppe den samme tid til de sideløbende projekter i fremtiden.

Rasmus Jarlov, der blev valgt ind i Folketinget i 2015, vil få overdraget Erhvervsministeriet klokken 14 torsdag den 21. juni.

Læs mere om: