15. maj. 2018
Af John Lautrup

TILLYKKE: Lars Løkke Rasmussen fylder 54 år

 Lars Løkke Rasmussen
Lars Løkke Rasmussen
Foto: Martin Høien
Lars Løkke Rasmussen, Danmarks statsminister, er en sejlivet overlever i dansk politik.

Lars Løkke Rasmussen er i dag - tirsdag den 15. maj - nået til år 54 i det ene liv, han har på Jorden.

Klaret kriser

Politisk har Danmarks statsminister mange flere liv. Han har i sin lange karriere i dansk politik formået at overleve kriser og personlige angreb, som svagere sjæle forlængst ville være bukket under for.

Han er sejlivet som få. Selv da en stærk fløj i hans eget parti, Venstre, gik efter at vælte ham efter valgnederlaget til Helle Thorning-Schmidt i 2011, og han næsten var på nippet til at give op, kom han igen og genvandt kontrollen over Venstre på et legendarisk landsmøde i Odense.

Siden genvandt han også statsministerposten, og få kan mønstre hans indsigt i og forståelse for dansk politik. Han er en mesterlig aktør i det, man kalder det politiske maskinrum.

Familielivet

På hans fødselsdag glemmer vi sagerne og minder i stedet om, at han i 2012 stiftede LøkkeFonden for at hjælpe utilpassede drenge tilbage på sporet.

Et initiativ, som blandt andet hans socialdemokratiske forgænger i embedet, Poul Nyrup Rasmussen, har rost i høje toner.

Lars Løkke Rasmussen har siden 1998 været gift med færøske Solrùn, og sammen har de tre voksne børn. Hun overtog formandsposten i LøkkeFonden, da han i 2015 for anden gang rykkede ind i Statsministeriet.

Stort tillykke til statsministeren.

Læs mere om: