17. feb. 2014
Af Lisbeth Grube

Villy Søvndal efter blodproppen: Jeg mærker en angst

villy søvndal
Villy Søvndal.
Foto: AOP
Den tidligere udenrigsminister mener selv, at han er blevet mere eftertænksom af at have se døden i øjnene.
Villy Søvndals liv ændrede sig på et øjeblik, da han i oktober blev ramt af en blodprop i hjertet og måtte opereres akut. Efter råd fra lægerne valgte den 61-årige toppolitiker efterfølgende at stoppe sin politiske karriere og er nu ved at finde fodfæste i en ganske anden hverdag i hjemmet i Sdr. Bjert ved Kolding. I et interview med Alt for damerne fortæller Villy, at han er blevet mere opmærksom på, at livet har en udløbsdato.

Der kommer en angst ind i ens liv

- Det er klart, at man ikke kan lade være med at tænke: Kan det ske igen? Jeg talte med en nede ad vejen her, der har fået lavet en bypass, og han sagde, at hver gang, han havde ondt i lillefingeren, var han sikker på, at der var noget galt med hans hjerte. Der kommer en angst ind i ens liv, siger Villy til ugebladet.

Stille og eftertænksom

- Jeg plejer altid at være meget glad og optimistisk, det håber jeg stadig, at jeg kan være, men det er andre nok bedre til at vurdere, end jeg selv er. Måske er jeg blevet lidt mere stille, lidt mere eftertænksom, siger han.

Forholdet styrket af sygdommen

Mindre end to uger efter Villys blodprop måtte hans hustru, Heidi Perto, også gennemgå en hjerteoperation. Ifølge Villy har det hårde sygdomsforløb styrket deres forhold. - Vi har hele tiden været gode til at støtte og hjælpe hinanden, og det er vi også i den her tid, hvor det er endnu mere vigtigt at være der fuldt og helt for hinanden. Det er nogle besværlige måneder med smerte og usikkerhed, og det er noget andet end de dage, hvor solen bare skinner, og hvor alt er let. Men foreløbig synes jeg, at vi har klaret det rigtigt fint, siger Villy Søvndal.

Læs mere om: