11. dec. 2013
Af dkeditorial

Villy Søvndal stopper i politik på grund af helbredsproblemer

Villy Søvndal.
Villy Søvndal.
Foto: AOP
Den danske udenrigsminister kan ikke fortsætte sit politiske virke på fuld kraft. Derfor indstiller han sin politiske karriere for nu.

SF'eren Villy Søvndal indstiller sin politiske karriere og stopper som både udenrigsminister og medlem af folketinget på grund af svigtende helbred.

Det oplyser Søvndal i en pressemeddelelse.

22. oktober blev den snart forhenværende udenrigsminister og tidligere SF-formand opereret for en blodprop i hjertet, og det er den sygdom, der gør, at han fra råd på sine læger vælger at stoppe sin politiske karriere.

Tung beslutning

En afsluttende lægeundersøgelse tirsdag formiddag viste, at udenrigsministeren er kommet sig ovenpå operationen, men samtidig at det ville være urealistisk at fortsætte som udenrigsminister med den arbejdsbelastning, det indebærer.

- Jeg har fået det klare råd, at jeg ikke kan fortsætte for fuld kraft som hidtil, og det tager jeg konsekvensen af. Jeg vil ikke gøre noget halvt – særligt ikke i jobbet som udenrigsminister, det er det simpelthen for vigtigt til. Det er en tung beslutning, men det er den rette for mig og min familie – og hverken Danmark, regeringen eller SF kan være tjent med en udenrigsminister på mindre end fuld kraft, siger Villy Søvndal.

61-årige Villy Søvndal har siddet i Folketinget for SF siden 1994.

Han er gift for tredje gang med den 18 år yngre Heidi Perto. Søvndal har tre børn fra tidligere forhold.

Læs mere om: