Puk Elgård snød seerne – holdt feberen nede under showet
Puk Elgård var ramt af en hård omgang influenza, da DR's store direkte velgørenhedsshow løb af stablen lørdag aften. Penicillin, Panodil og næsespray samt gode råd fra TV-doktoren Peter Qvortrup Geisling var det, som holdt den populære vært på benene under showet.
- Derhjemme havde min søn, Robin, også influenza, så jeg måtte tage på hotel til sidst for at kunne pleje min egen influenza, samtidig med at jeg forberedte mig på showet. Jeg må indrømme, at to dage før showet tvivlede jeg på, at jeg kunne gennemføre værtsjobbet, for min feber var meget høj. Og jeg ved, at DR på det tidspunkt også begyndte at tale om, hvem de kunne finde til at afløse mig. Men man kender jo sig selv, og hvad man kan udholde, så jeg var meget opsat på at gennemføre, og det lykkedes jo heldigvis også, fortæller Puk fra sygesengen, hvor hun nu hviler ud efter den hårde omgang.
- Hver gang kameraet ikke var på mig, så fik jeg pudset næse og hostet ud, så jeg er da glad for, at ingen kunne se, hvor dårligt jeg havde det undervejs.
Puk Elgård stolt af resultat
Influenzaen tvang Puk Elgård til at springe en masse af prøvedagene i den store betonhal i Carlsberg Byen over, men om lørdagen var hun på i alle 13 timer - lige fra kl. 11 om formiddagen med generalprøven og frem til midnat, hvor showet sluttede.
- Jeg synes, at det gik rigtig godt, men allermest glad er jeg for, at danskerne i den grad var med at hjælpe de unge afrikanere. Vi havde valgt et positivt fokus på de stærke unge afrikanere, og ikke vise en masse billeder af små, underernærede børn. Det er så godt gået af danskerne, at de også var med på at hjælpe fremadrettet med 87 millioner kroner. Det er 15 millioner kroner mere end i 2009, hvor vi havde den sidste "almindelige" velgørenhedsindsamling i DR. 2010 var jo en dobbeltindsamling til Afrika og Haiti.