10. dec. 2012
Af af Malan Joensen

Alex Nyborg Madsen er hjemme igen efter Afrika-mareridt

Alex Nyborg Madsen
Alex Nyborg Madsen
Foto: AOP
Radioværten Alex Nyborg Madsen kunne ikke tåle malaria-medicinen og måtte indlægges på hospitalet.

Radioværten og musikeren Alex Nyborg Madsen drog i starten af december til Rwanda i Afrika i forbindelse med den store "Danmarks Indsamling" til februar, men desværre reagerede han så voldsomt på malaria-medicinen, at det endte med hospitalsindlæggelse. Det fortalte han selv fredag på Facebook:

- Jeg har taget Malarone-malariamedicin for sidste gang nogensinde. Den nattesøvn mellem onsdag og torsdag, jeg håbede, ville gavne mig, endte i et mareridt. I løbet af natten udviklede det sig til den vildeste halsinfektion, jeg nogensinde har oplevet. Et par gange var jeg kortvarigt ude af stand til at trække vejret. Så tidligt om morgenen blev jeg kørt til King Faisal Hospital her i Kigali og blev indlagt.

Nyborgs lidelser sluttede ikke her, som han fortæller videre på sin facebook-side:

- I løbet af halvandet døgn har jeg ligget med drop med væske og medicin, og jeg har også ligget med iltmaske, der indimellem også blev tilført astmamedicin, der kunne åbne mine bronkier. Kl. 8 i morges var jeg så ovre det værste, og efter lidt overtalelse af lægerne blev jeg udskrevet. Det skulle vise sig at være mere besværligt end indlæggelsen.

Glæde og hjælp midt i den svære tid

- Rejseforsikring og hospital i Afrika er ikke lige overskueligt. Men det lykkedes til sidst. Jeg har fået fantastisk hjælp af Line, Helle og Stefan, der er organisationernes guider på turen og pr. telefon fra Danmark af lægen Mogens Rishøj. Han var i kontakt med de lokale læger og kunne berolige mig med, at alt blev gjort rigtigt, og at jeg ikke skulle være bekymret, selv når det føltes allermest ubehageligt. Så stor tak til ham.

Søndag kom Alex Nyborg Madsen så hjem igen til Danmark, og han takker på Facebook for alle de mange "god bedring"-hilsner.

Læs mere om: