6. jun. 2012
Af af John Lautrup

Dan Rachlin vil ændre danskernes mentalitet

Dan Rachlin
Dan Rachlin med datteren Filippa.
Foto: AOP
Den kendte radiovært Dan Rachlin har på sin blog blæst til angreb mod den snigende mistænkeliggørelse af mænds normale opførsel over for små piger.

DJ og radiovært Dan Rachlin er sur over, at han som far til små døtre efterhånden skal tænke sig om to gange, før han nusser dem i offentligheden.

En oplevelse til en fødselsdagsfest i weekenden har fået Dan Rachlin til at fare i blækhuset på sin blog. Han tog et par billeder med sin mobiltelefon af to af gæsternes 10-12-årige døtre ved en sø. Billeder i smukt modlys. Helt uskyldige billeder. Pigerne var naturligvis fuldt påklædte. Da han bagefter viste dem til to mandlige gæster, udbrød en af dem straks, om han var klar over, at den slags billeder kunne skaffe ham problemer på halsen.

En rystet Dan Rachlin harcelerer i sin blog over, at det er kommet så vidt, at en række modbydelige sager om seksuelt misbrug af børn åbenbart har kastet mistanke på alle mænd.

- Begge venner kunne fortælle om adskillige oplevelser, hvor de selv eller andre havde skitseret et regelsæt omkring, hvordan voksne mænd i dag skal opføre sig overfor mindreårige piger. Den ene kunne sågar fortælle, hvordan han for en del år siden havde undladt at hjælpe en femårig pige, som akut skulle tisse udendørs, men han turde ikke hjælpe hende med strømpebukserne, for tænk hvis "nogen" så det og misforstod situationen. Resultatet var jo så i øvrigt at den stakkels pige tissede i bukserne. Pludselig gik det op for mig, at vi i 2012 er i en situation/tilstand, hvor voksne mænd får tanker og associationer, som er skræmmende og negative, og i øvrigt agerer disse mænd i forskellige situationer ikke instinktivt, men mere med: "Tænk hvis nogen tror jeg har forkerte tanker". Det er jo fuldstændig forrykt!, skriver Dan Rachlin, som "kraftedeme ikke vil finde sig i at skulle gå og være nervøs".

Læs mere om: