
Hjerteskærende ord fra Anders Lund Madsen: Var ikke hjemme, da Peter døde

Den 10. august drog hjerneforsker Peter Lund Madsen ud på en cykeltur fra sit sommerhus i Sejerø til København. Undervejs fik han et ildebefindende, som viste sig at være en akut hjerteinfarkt som følge af svær forkalkning i kranspulsåren. Det oplyser familien mandag.
Peter Lund Madsen blev 65 år.
Mandag aften var Peter Lund Madsens bror, Anders Lund Madsen, og Peters ældste søn, Jacob, i Aftenshowet for at sætte ord på tabet.
Her fortalte Jacob på rørende vis, at det var politiet, der bankede på hos ham og kørte ham med udrykning til Rigshospitalet, hvor Peter Lund Madsen var indlagt. Han var den første til at nå Rigshospitalet, men desværre gik der kun meget kort tid, før han blev informeret om, at Peter var død: Det var kun maskiner, der holdt ham i live.
I Aftenshowet fortalte Jacob, at han holdt sin far i hånden, mens de slukkede for maskinerne.

Anders Lund Madsen, Peters lillebror, var ikke i Danmark, da det skete. Han befandt sig på Færøerne, fortalte han i Aftenshowet.
- Anders, samtidig med at der bliver forsøgt at få fat på dig, så lykkedes det jo ikke, fordi du er i Thorshavn, sagde Aftenshowet-værten Nola Grace Gaardmand.
- Ja, jeg sidder på en indisk restaurant… Jeg sidder og venter på, vi skal med færgen, min familie og jeg er på vej fra Færøerne og skal med færgen, og så er færgen forsinket, og så er vi kørt op til sådan en indisk restaurant for at få noget mad. Og så ringer Jacob og siger det. Og det er sådan lidt... Det er mærkeligt jo. Og så sidder vi der, og så sejler vi, og så er det helt vanvittigt at sidde der. Så det er det, fortalte en grådkvalt Anders Lund Madsen i Aftenshowet.
Peter Lund Madsen blev efterfølgende obduceret, og Anders Lund Madsen benyttede muligheden for at se ham på Retsmedicinsk.
Det var ifølge Anders Lund Madsen først der, det sank ind, at Peter faktisk var død. Den oplevelse var vigtig for ham, fortalte han i Aftenshowet.
