7. dec. 2016
Af John Lautrup

Mads & Monopolet slår alle rekorder

Mads Steffensen
Mads Steffensen
Foto: AOP
Mads Steffensen og hans radioprogram "Mads & Monopolet" tager samtlige pladser i top-30 over de mest lyttede programmer i 2016.

Mads Steffensen er jo nordjyde, og derfor ligger det ikke ham at storprale. Men han vil da godt indrømme, at han lavede en lille sejrsdans for sig selv, da han forleden fik en opgørelse fra Kanter Gallup Radio-Meter. Den viser nemlig, at "Mads & Monopolet" besætter de første 30 pladser over de mest lyttede radioprogrammer i 2016.

"Mads & Monopolet" sendes hver lørdag, og i snit ligger lyttertallet lige i underkanten af 1,2 millioner. Lørdag den 5. november nåede tallet dog op på det hidtil højeste, 1.324.000 lyttere. Men altså: De 30 mest lyttede radioprogrammer i 2016 står der "Mads & Monopolet" på.

Mads Steffensen: Tak til lytterne

- Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, da jeg så listen. Den er vi stolte af. Og jeg klapper min producer, min tekniker, mine producerassistenter, mine panel-deltagere og ikke mindst lytterne på skuldrene. For det er jo lytternes historier, der gør, at vi har noget at snakke om. De deler ud af deres private historier, og vi skal så forvalte dem så godt og ordentligt som muligt, siger Mads Steffensen.

Han tilskriver programmets succes, at det handler om vores alle sammens liv. De kendte paneldeltagere skal tage stilling til de dilemmaer om stort og småt, som lytterne har sendt ind.

- Diskussionerne er jo de samme, som man også kan have hjemme i køkkenet. Og så er vi alle sammen nysgerrige. Der er også et element af "godt, det ikke er mig" i de dilemmaer, vi vender, siger Mads Steffensen.

https://imgix.billedbladet.dk/sh-458256.jpg
I 2008 kunne "Mads og monopolet" fejre fem-års fødselsdag. Her er et foto fra holdet dengang. I forgrunden Flemming Østergaard og Søren Pind. Ved bordenden ses Mads Steffensen.
Foto: All Over

Læs mere om: