Rasmus Seebach snart klar igen efter aflyste koncerter
Der var ikke bare et stort ØV fra Rasmus Seebach, men også fra mange af hans fans, da den populære sanger torsdag eftermiddag skrev på Facebook, at han desværre måtte aflyse weekendens koncerter på grund af sygdom.
"Hej venner
Det piner mig at måtte meddele jer, at mine koncerter i weekenden er blevet aflyst. jeg er blevet ramt af en ordentlig omgang sygdom på det værst tænkelige tidspunkt og har fået strenge ordrer om at blive i min seng. Det er næsten ikke til at bære. Vi har arbejdet og knoklet på dette show i over et halvt år og var endelig blevet klar til et brag af en premiere i Frederikshavn i morgen. Jeg har det ekstremt dårligt over at skulle skuffe så mange mennesker, der, ligesom jeg, længe havde set frem til denne aften.
Mit hold har knoklet på højtryk hele dagen for at arrangere nye koncerter i både Vejle og Frederikshavn, så vi ikke skal gå glip af denne oplevelse sammen. Det er heldigvis lykkedes, så vi kommer til Vejle fredag den 26. februar og Frederikshavn lørdag den 12. marts. Billetter købt til de oprindelige koncerter gælder til de nye datoer, og i tilfælde af man ikke kan deltage den pågældende dato, får man selvfølgelig sin billet refunderet. Man bedes i så fald rette henvendelse til den udbyder der har udstedt billetten.
Jeg håber på jeres forståelse.
Kh
Ralle
P.S. ØV!!!!!!"
Sådan lød det ærligt fra Rasmus Seebach, da han skulle forklare sine fans om aflysningerne.
VIDEO: Rasmus Seebach deler sine inderste tanker
Rasmus Seebach klar om kort tid
Heldigvis ser det dog ud til, at Rasmus Seebach er klar igen inden for kort tid.
Hans manager, Nicolaj Bundesen, oplyser til BILLED-BLADET, at sangeren regner med at være klar til næste weekends koncerter i Esbjerg og Silkeborg.
Over tusinde fans har svaret på Rasmus Seebachs kommentar på Facebook og udtrykt stor forståelse for sangerens aflysning samt ønsket ham god bedring.
STEM PÅ DINE TV-FAVORITTER og vind smukke smykker