
Rasmus Tantholdt forklarer i detaljer: Sådan forbereder han sig på et tv-indslag ved fronten

Intet er overladt til tilfældighederne, når TV 2-korrespondent Rasmus Tantholdt, 51, sammen med sin tro følgesvend, fotograf Anders Bach, forbereder sig på et tv-indslag, der skal filmes ved fronten i Ukraine.

Det er ved fronten, at de blodigste og mest dødelige kampe udspiller sig, og derfor er det heller ikke uden planlægning og nervøsitet, at den garvede krigskorrespondent drager afsted iført hjelm og skudsikker pressevest.
Det fortæller i han premieren på det nye TV 2-program ”Korrespondenterne”, hvor han giver et detaljeret indblik i de forberedelser, der går forud for, at danskerne ser ham tone frem på tv-skærmen under TV 2-Nyhederne.
- Lige nu er vi på vej ud til fronten, og det kan være, at der er kampe. Det kan også være, at der ikke er. Det ved vi ikke endnu. Når vi gør sådan noget, så tager vi ikke derud i mange timer. Vi laver nålestiksoperationer. Når vi tager derud, ved vi, hvad vi vil. Vi danner os et overblik. Vi er der så kort tid som muligt, og så tager vi ud igen. (…). Vi er der måske i 45 minutter – lige mærker efter, hvad der sker. Det er målet, forklarer Rasmus Tantholdt i programmet.
En vigtig forberedelse, inden de tager afsted, er derfor, at de hjemmefra har dannet sig et overblik, ligesom de på forhånd har afstemt, at de ikke bliver ved fronten for længe.
Rasmus Tantholdt forklarer desuden, at det er langt mindre risikabelt for dem som journalister at befinde sig ved fronten, end der er, hvis man er soldat i den ukrainske hær.
I første afsnit af ”Korrespondenterne” tager Rasmus Tantholdt blandt andet seerne med til fronten i Ukraine, hvor han møder ukrainske soldater i skyttegrave.

Seerne får her et direkte indblik i det arbejde, der følger forberedelserne, og hvorfor de er så vigtige.
